GUISCARD, Count Robert de Pouille I

1015 - 1085  (70 years)  Submit Photo / Document

 Set As Default Person

• Name	GUISCARD, Robert de Pouille
  Prefix	Count
  Suffix	I
  Birth	1015	Hauteville-la-Guichard, Manche, Normandie, France
  Gender	Male
  Death	17 Jul 1085	Ionian Islands, Peloponnisos Dytiki Ellada ke Ionio, Greece
  Burial	Aft 17 Jul 1085	Santissima Trinità Abbey, Venosa, Italy
  WAC	14 May 1994	SEATT
  _TAG	Temple
  Headstones	Submit Headstone Photo
  Person ID	I32045	Joseph Smith Sr and Lucy Mack Smith
  Last Modified	19 Aug 2021

  
  

  Father	HAUTEVILLE, Sir Tancreed de ,   b. 940, , Normandy, France Normandy, France
  Marriage	Abt 960	Normandy, France
  Family ID	F18272	Group Sheet  |  Family Chart

  
  

  Family 1	SALERNO, Princess Sigelgaita ,   b. Abt 1031, Salerno, Campania, Italy Salerno, Campania, Italyd. 27 Jul 1090 (Age 59 years)
  Marriage	Abt 990
  Children	+ 1. AQUILA, Mathilda ,   b. Abt 1022, Toulouse, Haue Garonne, France Toulouse, Haue Garonne, Franced. 16 Nov 1071 (Age 49 years)
  Family ID	F15313	Group Sheet  |  Family Chart
  Last Modified	24 Jan 2022

  
  

  Family 2	AQUILA, Countess Alberade ,   b. 969, , Normandy, France Normandy, Franced. 1111 (Age 142 years)
  Marriage	990	Normandy, France
  Family ID	F18271	Group Sheet  |  Family Chart
  Last Modified	24 Jan 2022

  
  

• Photos		At least one living or private individual is linked to this item - Details withheld.
  		At least one living or private individual is linked to this item - Details withheld.

  
  

• Notes

  Robert Guiscard (c. 1015 – 17 July 1085) was a Norman adventurer remembered for the conquest of southern Italy and Sicily. Robert was born into the Hauteville family in Normandy, went on to become Count of Apulia and Calabria (1057–1059), and then Duke of Apulia and Calabria and Duke of Sicily (1059–1085), and briefly Prince of Benevento (1078–1081) before returning the title to the Pope. His sobriquet, in contemporary Latin Viscardus and Old French Viscart, is often rendered "the Resourceful", "the Cunning", "the Wily", "the Fox", or "the Weasel". In Italian sources he is often Roberto il Guiscardo or Roberto d'Altavilla (from Robert de Hauteville). From 999 to 1042 the Normans in Italy, coming first as pilgrims, were mainly mercenaries serving at various times the Byzantines and a number of Lombard nobles.[1] The first of the independent Norman Lords was Rainulf Drengot who established himself in the fortress of Aversa becoming Count of Aversa and Duke of Gaeta.[2] In 1038 there arrived William Iron-Arm and Drogo, the two eldest sons of Tancred of Hauteville, a petty noble of the Cotentin in Normandy.[3] The two joined in the revolt of the Lombards against Byzantine control of Apulia. By 1040 the Byzantines had lost most of that province. In 1042 Melfi was chosen as the Norman capital, and in September of that year the Normans elected as their count William Iron-Arm, who was succeeded in turn by his brothers Drogo, Comes Normannorum totius Apuliæ e Calabriæ ("the Count of all Normans in Apulia and Calabria"), and Humphrey, who arrived about 1044. Robert Guiscard was the sixth son of Tancred of Hauteville and eldest by his second wife Fressenda.[4] According to the Byzantine historian Anna Comnena, he left Normandy with only five mounted riders and thirty followers on foot.[5] Upon arriving in Langobardia in 1047, he became the chief of a roving robber-band. Anna Comnena also leaves a physical description of Guiscard: This Robert was Norman by birth, of obscure origins, with an overbearing character and a thoroughly villainous mind; he was a brave fighter, very cunning in his assaults on the wealth and power of great men; in achieving his aims absolutely inexorable, diverting criticism by incontrovertible argument. He was a man of immense stature, surpassing even the biggest men; he had a ruddy complexion, fair hair, broad shoulders, eyes that all but shot out sparks of fire. In a well-built man one looks for breadth here and slimness there; in him all was admirably well-proportioned and elegant... Homer remarked of Achilles that when he shouted his hearers had the impression of a multitude in uproar, but Robert’s bellow, so they say, put tens of thousands to flight.[5] Lands were scarce in Apulia at the time and the roving Guiscard could not expect any grant from Drogo, then reigning, for Humphrey had just received his own county of Lavello. Guiscard soon joined Prince Pandulf IV of Capua in his ceaseless wars with Prince Guaimar IV of Salerno (1048). The next year, however, Guiscard left Pandulf, according to Amatus of Montecassino because Pandulf reneged on a promise of a castle and his daughter's hand. Guiscard returned to his brother Drogo and asked to be granted a fief. Drogo, who had just finished campaigning in Calabria, gave Guiscard command of the fortress of Scribla. Dissatisfied with this position, Guiscard moved to the castle of San Marco Argentano (after which he later named the first Norman castle in Sicily, at the site of ancient Aluntium). During his time in Calabria, Guiscard married his first wife, Alberada De Macon, known in Italy as Alberada of Buonalbergo. She was the daughter of Reginald I, Count of Burgundy, also known as Renaud I De Macon (Raynald I), Baron of Buonalbergo, and Girard of Buonalbergo, and his wife Alice of Normandy. Guiscard soon rose to distinction. The Lombards turned against their erstwhile allies, and Pope Leo IX determined to expel the Norman freebooters. His army was defeated, however, at the Battle of Civitate sul Fortore in 1053 by the Normans, united under Humphrey. Humphrey commanded the centre against the pope's Swabian troops. Early in the battle Count Richard of Aversa, commanding the right van, put the Lombards to flight and chased them down, then returned to help rout the Swabians. Guiscard had come all the way from Calabria to command the left. His troops were held in reserve until, seeing Humphrey's forces ineffectually charging the pope's centre, he called up his father-in-law's reinforcements and joined the fray, distinguishing himself personally, even being dismounted and remounting again three separate times, according to William of Apulia. Honored for his actions at Civitate, Guiscard succeeded Humphrey as count of Apulia in 1057, over his elder half-brother Geoffrey. In company with Roger, his youngest brother, Guiscard carried on the conquest of Apulia and Calabria, while Richard conquered the principality of Capua. Soon after his succession, probably in 1058, Guiscard separated from his wife Alberada because they were related within the prohibited degrees. Shortly after, he married Sichelgaita, the sister of Gisulf II of Salerno, Guaimar's successor. In return for giving him his sister's hand, Gisulf demanded that Guiscard destroy two castles of his brother William, count of the Principate, which had encroached on Gisulf's territory. The reformist Papacy, at odds with the Holy Roman Emperor (due to the Investiture Controversy) and the Roman nobility itself, resolved to recognize the Normans and secure them as allies. Therefore, at the Council of Melfi, on 23 August 1059, Pope Nicholas II invested Guiscard as duke of Apulia, Calabria, and Sicily.[6] Guiscard, now "by the Grace of God and St Peter duke of Apulia and Calabria and, if either aid me, future lord of Sicily", agreed to hold his titles and lands by annual rent of the Holy See and to maintain its cause. In the next twenty years he undertook a series of conquests, winning his Sicilian dukedom. At the time of the opening of the Melfitan council in June, Guiscard had been leading an army in Calabria, the first strong attempt to subjugate that Byzantine province since the campaigns of Iron-Arm with Guaimar. After attending the synod for his investiture, Guiscard returned to Calabria, where his army was besieging Cariati. After his arrival, Cariati submitted and, before winter was out, Rossano and Gerace followed. Only Reggio was left in Byzantine hands when Guiscard returned to Apulia. In Apulia, he worked to remove the Byzantine garrisons from Taranto and Brindisi, before, largely in preparation for his planned Sicilian expedition, he returned again to Calabria, where Roger was waiting with siege engines. The fall of Reggio, after a long and arduous siege, and the subsequent capitulation of Scilla, an island citadel to which the Reggian garrison had fled, opened up the way to Sicily. Roger first led a tiny force to attack Messina but was repulsed easily by the Saracen garrison. The large invading force that could have been expected did not materialise, for Guiscard was recalled by a new Byzantine army, sent by Constantine X Doukas, ravaging Apulia. In January 1061, Melfi itself was under siege, and Roger too was recalled. But the full weight of Guiscard's forces forced the Byzantines to retreat and by May Apulia was calm. Guiscard invaded Sicily with his brother Roger, capturing Messina in 1061 with comparable ease: they landed unsighted during the night and surprised the Saracen army.[7] This success gave them control over the Strait of Messina.[7] Guiscard immediately fortified Messina and allied himself with Ibn at-Timnah, one of the rival emirs of Sicily, against Ibn al-Hawas, another emir. The armies of Guiscard, his brother, and his Moslem friend marched into central Sicily by way of Rometta, which had remained loyal to al-Timnah. They passed through Frazzanò and the pianura di Maniace, where George Maniakes and the first Hautevilles had distinguished themselves 21 years prior. Guiscard assaulted the town of Centuripe, but resistance was strong, and he moved on. Paternò fell, and Guiscard brought his army to Enna (then Castrogiovanni), a formidable fortress. The Saracens sallied forth and were defeated, but Enna itself did not fall. Guiscard turned back, leaving a fortress at San Marco d'Alunzio, named after his first stronghold in Calabria. He returned to Apulia with Sichelgaita for Christmas. He returned in 1064, but bypassed Enna making straight for Palermo. His campsite was infested with tarantulas, however, and had to be abandoned. The campaign was unsuccessful, though a later campaign, in 1072, saw Palermo fall, and for the rest of Sicily it was only then a matter of time. As a result of his Sicilian campaign, Guiscard was referred to as "Black Shirt Robert" because throughout the campaign he wore elegant clothing with imported dyes that ran together resulting in black clothing.[8] Bari was reduced in April 1071, and Byzantine forces were finally ousted from southern Italy. The territory around Salerno was already held by Guiscard, and in December 1076 he took the city, expelling its Lombard prince Gisulf, whose sister Sichelgaita he had married. The Norman attacks on Benevento, a papal fief, alarmed and angered Pope Gregory VII. Pressured by the emperor, Henry IV, Gregory VII turned again to the Normans, and at Ceprano in June 1080, he reinvested Guiscard, securing him also in the southern Abruzzi, while reserving Salerno. In his last enterprise, Guiscard mounted an attack on the Byzantine Empire, taking up the cause of Raiktor, a monk pretending to be Michael VII,[9] who had been deposed in 1078 and to whose son Guiscard's daughter had been betrothed. He sailed with 16,000 men, including 1,300 Norman knights, against the empire in May 1081. He defeated Emperor Alexius I Comnenus at the Battle of Dyrrhachium in October 1081, and by February 1082 he had occupied Corfu and Durazzo. He was recalled to the aid of Gregory VII, however, who was besieged in Castel Sant'Angelo by Henry IV, in June 1083. Also in 1083, Guiscard destroyed the town of Cannae, leaving only the cathedral and bishop's residence.[10] Guiscard was ally to kingdom of Duklja and Constantine Bodin. In 1081 he married his vassal's daughter Jaquinta of Bari to Bodin. In May 1084, Guiscard marched north with 36,000 men, entered Rome, and forced Henry to retreat. A rebellion, or seditious tumult (émeute), of the citizens led to a three-day sack of the city, after which Guiscard escorted the pope to Rome. Guiscard's son Bohemund, for a time master of Thessaly, had now lost the Byzantine conquests. Guiscard returned with 150 ships to restore them, and he occupied Corfu and Kefalonia with the help of Ragusa and the Dalmatian cities (which were under the rule of Demetrius Zvonimir of Croatia).[11] On 17 July 1085, Guiscard died of fever at Atheras, north of Lixouri, along with 500 Norman knights.[12][13] He was buried in the Hauteville family mausoleum of the Abbey of the Santissima Trinità at Venosa. The town of Fiscardo on Kefalonia is named after him. Guiscard was succeeded by Roger Borsa, his son by Sichelgaita, as Bohemund, his son by an earlier wife Alberada De Macon (aka Alberada of Buonalbergo), was set aside. Guiscard left two younger sons: Guy of Hauteville and Robert Scalio, neither of whom made any trouble for their elder brothers. At his death Guiscard was duke of Apulia and Calabria, prince of Salerno, and suzerain of Sicily. His successes had been due not only to his great qualities but to the "entente" with the Papal See. He created and enforced a strong ducal power, which was nevertheless met by many baronial revolts, including one in 1078, when he demanded from the Apulian vassals an "aid" on the betrothal of his daughter. In conquering such wide territories he had little time to organize them internally. In the history of the Norman kingdom of Italy, Guiscard remains essentially the hero and founder, though his career ended in "something of a dead end,"[14] while his nephew Roger II was the statesman and organizer. Due to his conquest of Calabria and Sicily, Guiscard was instrumental in bringing Latin Christianity to an area that had historically followed the Byzantine rite. Guiscard laid the foundation of the Salerno Cathedral and of a Norman monastery at Sant'Eufemia in Calabria. This latter monastery, famous for its choir, began as a community of eleven monks from Saint-Evroul in Normandy under the abbot Robert de Grantmesnil. Although his relationship with the pope was rocky, Guiscard preferred to be on good terms with the papacy, and he made a gesture of abandoning his first wife in response to church law. While the popes were often fearful of his growing power, they preferred the strong and independent hand of a Catholic Norman to the rule of a Byzantine Greek. Guiscard received his investment with Sicily at the hands of Pope Nicholas II, who feared the opposition of the Holy Roman Emperor to the Papal reforms more. Guiscard supported the reforms, coming to the rescue of a besieged Pope Gregory VII, who had once excommunicated him for encroaching on the territory of the Papal States. After the Great Schism of 1054, the polarized religious atmosphere served to strengthen Guiscard's alliance with papal forces, resulting in a formidable papal-Norman opposition to the Eastern Empire.[15] In literature: In the Divine Comedy, Dante sees Guiscard's spirit in the Heaven of Mars, along with other "warriors of the faith" who exemplify the cardinal virtue of fortitude. In the Inferno, Dante describes Guiscard's enemies as a field of mutilated shades stretching out to the horizon.[16] Guiscard was the protagonist of Kleist's verse drama Robert Guiskard, incomplete at the author's death (1811).[17] Historical fiction novels covering the early years of the dynasty, from the arrival of the brothers in Italy to the conquest of Sicily, is covered in Jack Ludlow's trilogy Mercenaries, Warriors and Conquest. Marriage and issue: Married in 1051 to Alberada of Buonalbergo (1032 – aft. July 1122)[4] and had: Bohemund.[4] Emma (b. 1052 or after), married to Odo the Good Marquis[citation needed] Married in 1058 or 1059 to Sichelgaita[4] and had: Matilda (also Mahalta, Maud, or Maude; 1059 – aft. 1085), married Ramon Berenguer II, Count of Barcelona.[4] Roger Borsa,[4] duke of Apulia and Calabria Mabile, married to William de Grantmesnil.[4] Gersent, married to Hugh V of Maine, repudiated.[18] Robert Scalio[citation needed] Guy, Byzantine sebastos[4] Sibylla, married to Ebles de Ramerupt, 4th Count of Roucy and had 8 children.[19] Olympias (renamed Helena), betrothed to Constantine Doukas, son of Michael VII in August 1074, contract broken off in 1078. Notes: 1. The Normans in Europe, Ed. & Trans. Elisabeth van Houts (Manchester & New York: Manchester University Press, 2000), p. 223 2. Jim Bradbury, The Routledge Companion to Medieval Warfare (London & New York: Routledge, 2004), p. 153 3. Oscar Browning, A General History of the World (New York: Longmans, Green & Co., 1913), p. 316 4. Detlev Schwennicke, Europäische Stammtafeln: Stammtafeln zur Geschichte der Europäischen Staaten, Neue Folge, Band II (Marburg, Germany: Verlag von J. A. Stargardt, 1984), Tafel 205 5. The Alexiad of Anna Comnena, Trans. (from the Greek) E.R.A. Sewter (London & New York: Penguin Books, 1969), p. 54 ISBN 0-14-044215-4 6. The Normans in Europe, Ed. & Trans. Elisabeth van Houts (Manchester & New York: Manchester University Press, 2000), pp. 236-7 7. Rogers 2010, p. 66. 8. "Le mythe des rois normands de Sicile". Cat.inist.fr. Retrieved 18 October 2012. 9. The Alexiad, Book 1, Chapter 12 10. Catholic Encyclopedia 11. Ferdo Šišić, Povijest Hrvata u vrijeme narodnih vladara, 1925, Zagreb ISBN 86-401-0080-2 12. James van Wyck Osborne, The Greatest Norman Conquest (1937), page 396. 13. Loud, p. 223. 14. Loud, p. 294. 15. Alexēs Geōrgiu K Sabbidēs, Byzantino-Normannica: The Norman Capture of Italy (to A.D. 1081) and the First Two Invasions in Byzantium (A.D. 1081-1085 and 1107-1108) (Leuven, Belgium; Dudley, Massachusetts: Peeters, 2007) ISBN 978-90-429-1911-2 16. Edward Moore, Studies in Dante: Scripture and classical authors in Dante (Oxford: The Clarendon Press, 1899), p. 274 17. Olive Classe, Encyclopedia of Literary Translation into English, Volume 1 (Chicago: Fitzroy Dearborn Publishers, 2000), p. 767 18. Ordericus Vitalis, The Ecclesiastical History of England and Normandy,Trans. Thomas Forester, Volume II (Henry G. Bohn, London, 1854), p 482 19.^ Detlev Schwennicke, Europäische Stammtafeln: Stammtafeln zur Geschichte der Europäischen Staaten, Neue Folge, Band III Teilband 4 (Marburg, Germany: Verlag von J. A. Stargardt, 1989), Tafel 677 References: von Kleist, Heinrich Robert Guiskard, Herzog der Normänner, student edition (Stuttgart, 2011). Chalandon, F. Histoire de la domination normande en Italie et en Sicile. (Paris, 1907). von Heinemann, L. Geschichte der Normannen in Unteritalien (Leipzig, 1894). Loud, G A (2000). The Age of Robert Guiscard: Southern Italy and the Norman Conquest. ISBN 0-582-04529-0. Norwich, John Julius. The Normans in the South 1016–1130. Longmans: London, 1967. Chaplin, Danny. "Strenuitas: The Life and Times of Robert Guiscard and Bohemond of Taranto. Norman Power from the Mezzogiorno to Antioch, 1016 - 1111 AD" (Singapore, 2015). Rogers, Clifford J. (2010). The Oxford Encyclopedia of Medieval Warfare and Military Technology: Vol. 1. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0195334036. External links: Medieval History Texts in Translation at Leeds University Coin with Guiscard's effigy. Cawley, Charles, Medieval Lands Project on Robert Guiscard, Duke of Apulia, Medieval Lands database, Foundation for Medieval Genealogy Robert Guiscard, der ofte omtales som den snarrådige, var en normannisk ridder og eventyrer, der spillede en afgørende rolle i den normanniske erobring af Syditalien. Han efterfulgte sin bror Humfred af Hauteville som greve af Apulien og Calabrien i 1057 og fik i 1059 den endnu finere titel som hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien. I årene mellem 1017 og 1030 kom en lang række normanner til Syditalien, lokket af løfter om gode penge til gengæld for tjeneste som lejetropper for både de lombardiske og byzantinske fyrster, og for de lombarder, der gjorde oprør mod byzantinernes styre. I 1030 fik Rainulf Drengot som den første sit eget grevskab i området, og det satte yderligere gang i tilstrømningen. I 1035 ankom ridderne Vilhelm Jernarm og Drogo af Hauteville, der begge var sønner af Tancred af Hauteville, som de første medlemmer af Hauteville-slægten til Italien. Efter en periode som lejesoldater for byzantinerne, skiftede de side i 1042 og gik med i et lombardisk oprør mod dem. Lombarderne gav op i 1042, men normannerne kæmpede videre på egen hånd for at skaffe sig land i Apulien, og i 1042 valgte de Vilhelm Jernarm som greve af Apulien og Calabrien, skønt de kun kontrollerede en lille del af området. Vilhelm døde i 1046 og blev afløst af Drogo. Valget af Drogo var på ingen måde enstemmigt, og det satte nogle skel blandt de normanniske stormænd, der kom til at påvirke deres interne relationer de næste 40 år. Da Drogo blev myrdet i 1051 - formentlig på bestilling af den byzantinske guvernør gik grevetitlen til Humfred af Hauteville, der var kommet til Syditalien i 1044. Robert Guiscard var Tancred af Hautevilles sjette søn, men han var den ældste søn i Tancreds ægteskab med Fredesenda. Den byzantinske kejserdatter og historiker Anna Komnena, var kun to år, da Robert døde, men har alligevel beskrevet ham indgående. Annas skildring handler mest om faderens regeringstid, og blandt andet om hans kampe mod normannerne. Om Robert Guiscard skriver hun, at han forlod Normandiet, kun fulgt af fem riddere til hest og 30 følgesvende til fods. Da han kom til de lombardiske områder i 1046, blev han leder af nogle af de omstrejfende normannere i området. Hendes fysiske beskrivelse lyder: Denne Robert var normanner af afstamning, af lavadelig slægt, tyrannisk af temperament, snedig i tanken, modig i kamp, klog i sine angreb på stormænds rigdom og udkomme, stædig i sine bestræbelser, for han tillod ikke nogen forhindring i fuldbyrdelsen af sine ønsker. Af statur så høj, at han overgik selv de højeste. Han havde rødmosset ansigtsfarve, lyst hår, brede skuldre, hans øjne så næsten ud til at slå gnister og hans krop var velbygget. Denne mands råb siges at have skræmt tusindvis på flugt. Således lykkeligt udstyret med fysik og karakter var han ukuelig af natur og lå ikke under for nogen i verden. Jordbesiddelserne hang ikke på træerne i Apulien på den tid, og den omstrejfende Guiscard skulle ikke regne med noget fra Drogo, den regerende greve, for han havde lige forsynet sin anden bror Humfred med grevskabet Lavello, og var ikke til sinds at uddele mere til familien. Guiscard gik derfor i 1048 i tjeneste hos den lombardiske fyrste Pandulf 4. af Capua, der var i gang med en af sine endeløse krige mod fyrst Guaimar 4. af Salerno. Det følgende år forlod Robert dog Pandulf, ifølge Amatus af Montecassino fordi Pandulf brød et løfte om en borg og ægteskab med sin datter. Guiscard opsøgte sin halvbror Drogo og bad om at få et område som len. Drogo, som nu lige havde afsluttet en kampagne i Calabrien, gav Guiscard kommandoen over borgen i Scribla. Calabrien var på den tid et fattigt område , hvor store strækninger enten var plaget af erosion eller fyldt med tætte skove. De tidligere så rige kystområder var plaget af malaria og angreb fra arabiske pirater, så de var næsten affolkede. Robert havde svært ved at holde sig selv og sine mænd med kost, så han måtte i stor stil ty til almindelig røverivirksomhed i området. Efter at have slået en byzantinske styrke blev han i stand til at flytte til San Marco Argentano, hvor han byggede områdets første normanniske borg, på kanten af Crati-dalen, der var et af de få frugtbare områder i Calabrien. Mens han var i Calabrien, fik Robert besøg af normanneren Girard af Buonalbergo, der var blevet rig på at erobre land fra fyrsten af Benevento. Det endte med, at Robert fik Girards datter Alberada til hustru, og i stedet for en egentlig medgift lånte Girard ham 200 gode normanniske riddere, der hurtigt kom til at gøre nytte i plyndringen af Calabrien. Det varede ikke længe før Guiscard blev en virkelig berømthed. Pave Leo 9. var rasende over normannernes hærgen i de pavestatslige område, og han allierede sig med byzantinerne, mens normannernes normale allierede, den lombardiske fyrste af Salerno, holdt sig neutral, og andre lombardere sluttede sig til paven. Men pavens hær blev slået i 1053 i slaget ved Civitate af en forenet normannisk hær under grev Humfred. Slaget begyndte med, at Richard af Aversa jog lombarderne på pavehærens venstre fløj på flugt, hvorimod Humfred, der kommanderede i centrum, havde store problemer med pavens lejetropper. Guiscard var hastet hele vejen fra Calabrien og ledede normannernes venstre fløj. Da han så sin halvbrors problemer, mønstrede han sin svigerfars riddere og kastede sig sammen med dem ind i slaget. Han høstede stor ære af sin indsats, og historikeren Vilhelm af Apulien fortæller, at han tre gange måtte kæmpe til fods, fordi hans hest blev slået ned under ham. Da grev Humfred blev syg og lå for døden i 1057, tilkaldte han Robert og bad ham være formynder for sine mindreårige sønner, der var udset til at arve riget. Men Robert nøjedes ikke med at være formynder, han overtog selv titlen som greve af Apulien, og tilsidesatte dermed også sin ældre halvbror Geoffrey af Hauteville. Sejren ved Civitate betød, at der blev mulighed for at erobre nyt land, dels i Apulien og Calabrien, og dels i de lombardiske områder, hvor Richard af Aversa erobrede fyrstedømmet Capua i 1058. Regeringstiden. Snart efter sin magtovertagelse lod Guiscard sig skille fra hustruen Alberada med henvisning til, at de efter kirkens regler var for nært beslægtede. I 1060 giftede han sig så med Sichelgaita, der var søster til Gisulf af Salerno, der havde efterfulgt normannernes gamle allierede Guaimar. Til gengæld for søsterens hånd forlangte Gisulf, at Guiscard skulle ødelægge to borge, som broderen Vilhelm, greve af Pricipatet, havde opført tæt på Gisulf's territorie. Samtidig var pavedømmet på kollisionskurs mod det tysk-romerske kejserdømme på grund af investiturstriden [om retten til at udnævne bisper m.fl.], og valgte at anerkende normannernes titler og erobringer, for at få dem som allierede. Derfor blev der afholdt en synode i Melfi i 1059, og den 23. august 1059 indsatte pave Nikolaus 2. officielt Guiscard som hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien, mens Richard af Aversa blev anerkendt som fyrste af Capua. Guiscard, der nu kunne omtale sig selv som "ved Guds og St. Peters nåde hertug af Apulien og Calabrien og, hvis en af dem står mig bi, den fremtidige hersker over Sicilien", lovede at give en årlig afgift til pavedømmet og at støtte dets sag. I løbet af de næste 20 år gennemførte han en række erobringer, der blandt andet gjorde Sicilien til en del af hertugdømmet. Undertvingelsen af Calabrien. Før mødet i Melfi begyndte i juni, stod Guiscard i spidsen for en hær i Calabrien, i det første egentlige erobringsforsøg af denne byzantinske provins siden Vilhelm Jernarms ekspedition sammen med Guaimar af Salerno. Da synoden var slut, vendte han tilbage til Calabrien, hvor hans hær var i gang med at belejre Cariati. Efter Guiscards ankomst overgav Cariati sig, og det samme gjorde Rossano og Gerace før vinteren var forbi. Kun Reggio på Italiens tåspids var endnu på byzantinske hænder, da Guiscard vendte tilbage til Apulien. I Apulien sørgede han for at smide de byzantinske garnisoner ud af Taranto og Brindisi, før han igen vendte tilbage til Calabrien. Her ventede hans yngste bror Roger, der var kommet til Italien omkring 1055, med nye belejringsmaskiner, der skulle bane vejen til Sicilien. Reggio faldt i 1060 efter en lang og besværlig belejring, og da citadellet på øen Scilla derefter blev erobret, lå vejen til Sicilien åben. Roger førte en lille styrke over strædet til Messina, men den blev uden besvær slået tilbage af byens arabiske garnison. Invasionsstyrkens beskedne omfang skyldtes, at Guiscard var hastet tilbage til Apulien med størsteparten af hæren. Den byzantinske kejser Konstantin 10. havde sendt en hær til provinsen i efteråret 1060, og den hærgede over hele Apulien og generobrede både Taranto, Brindisi og Otranto. Robert led nederlag i første omgang, og i løbet af vinteren kom hans hovedstad Melfi under belejring. De øvrige normanniske stormænd støttede ham i denne situation, og Roger kom også tilbage fra Calabrien med nye tropper, og det lykkedes normannerne at bryde belejringen. Byzantinerne trak sig tilbage til de erobrede byer, og der gik flere år, før Guiscard var stærk nok til at tage dem tilbage. Erobringen af Sicilien. Da faren fra byzantinerne var drevet over, gik Robert til angreb på araberne på Sicilien, støttet af Roger. Messina blev erobret uden de store sværdslag i 1061. Roger og hans mænd gik i land syd for byen i løbet af natten og mødte ingen modstand. Den arabiske styrke var rykket nord for byen for at angribe Roberts tropper, når de gik i land, og Roger kunne indtage byen før det gik op for araberne, hvad der var sket. Tiden var gunstig for angreb, for araberne var i indbyrdes strid, og Robert allierede sig med den oprørske emir Ibn at-Timnah, der kunne støtte ham med tropper og informationer. I de følgende år udvidede brødrene gradvist familiens magt på Sicilien, blandt andet ved at bygge nye borge. Arabernes hovedby Palermo og deres stærkeste fæstninger kunne dog ikke overvindes på det tidspunkt. I 1071 vendte brødrene tilbage til Sicilien og indledte en belejring af Palermo. I efteråret 1071 lykkedes det deres flåde at nedkæmpe en arabisk undsætningsflåde, og senere trængte den ind i byens havn og ødelagde den sicilianske flåde, så der ikke mere kunne blive tale om at få forsyninger fra søsiden. Byen var delt i to befæstede halvdele, og i januar 1072 lykkedes det Robert at erobre den ene halvdel, hvorefter resten af byen overgav sig. Roger havde været særdeles aktiv i kampene og som tak gav Robert ham store områder på øen [og ret til erobre videre] og Roger fik titlen som greve af Sicilien, med Robert som sin lensherre. Kampen med byzantinerne. Lige inden belejringen af Palermo havde Guiscard erobret Bari i april 1071, og dermed var der sat punktum for byzantinernes magt i Syditalien. Området omkring Salerno var allerede erobret af Guiscard, og i december 1076 indtog han selve byen, og forviste sin svoger, den lombardiske fyrst Gisulf, bror til hustruen Sichelgaita. Normannerne angreb også Benevento, der var kommet under pavedømmet, og det irriterede i høj grad pave Gregor 7. Paven var imidlertid i strid med den tysk-romerske kejser Henrik 4., så han valgte alligevel at knytte sig tættere til normannerne. Ved et møde i Ceprano i juni 1080 bekræftede han Guiscards titler og anerkendte også hans erobringer i Abruzzo. Salerno blev dog ikke nævnt. Guiscards sidste projekt var et angreb på selve det byzantinske kejserrige, og det har sikkert spillet ind, at områderne lige på den anden side af Adriaterhavet i det nuværende Grækenland, ofte blev benyttet som baser af de stormænd, der med jævne mellemrum gjorde oprør mod ham. Som officiel begrundelse benyttede Robert den fornærmelse, der lå i, at hans datter Olympias trolovelse med kejser Mikael 7.'s søn var blevet ophævet i 1078, da Mikael blev afsat. At de unge mennesker kun var små børn, betød intet i den sammenhæng, så officielt kæmpede Guiscard for, at den kommende svigersøn skulle have sin arveret til kejserriget genoprettet. Den nye kejser, Alexios 1. [far til den tidligere nævnte Anna Komnena] var imidlertid en værdig modstander, hærdet af mange års tjeneste som sejrrig general i Lilleasien. Robert sejlede med 16.000 mand, hvoraf de 1.300 var riddere, til Epirus i Grækenland i maj 1081, og i oktober besejrede han Alexios i Slaget ved Durazzo i det nuværende Albanien. Efter slaget udbyggede han sin magtbase langs kysten og erobrede blandt andet Korfu. Robert Guiscard måtte kæmpe hårdt for sine erobringer og hans videre ekspansionsplaner måtte skrinlægges, da den tysk-romerske kejser Henrik 4. gik til angreb på Pavestaten i 1083 og belejrede Roberts allierede Gregor 7. i Engelsborg i Rom. Robert overlod kommandoen i Grækenland til sin søn Bohemund af Taranto og sejlede til Syditalien, og i spidsen for en hær på 36.000 mand slog han Henriks tropper tilbage og undsatte paven i 1084. Bohemund klarede sig i begyndelsen godt mod Alexios, og i en periode havde han magten i Thessalien, men Alexios rejste en ny hær, og normannerne blev efterhånden fordrevet fra Grækenland og de ioniske øer. Guiscard vendte tilbage til krigsskuepladsen med en flåde på 150 skibe. Han erobrede øerne Korfu og Kefallonia, men så udbrød der sygdom i hans hær. 500 riddere døde, og blandt dem døde Robert Guiscard den 15. juli 1085. Byen på Kefallonia, hvor han døde, skiftede navn til Fiscardo, til ære for ham. Robert blev begravet i Hauteville-slægtens mausoleum i abbediet i Venosa. Robert Guiscard blev efterfulgt af sin søn med Sichelgaita, Roger Borsa. Den ældre søn Bohemund, fra ægteskabet med Alberada, gjorde straks oprør, og der blev først fred, da han blev anerkendt som fyrste af Taranto. Han tog senere på korstog og gjorde karriere i de erobrede lande i Mellemøsten. De to yngre brødre Guy og Robert var åbenbart tilfredse med de titler og privilegier, de fik, og man hører ikke meget mere til dem. Ved sin død var Robert Guiscard hertug af Apulien og Calabrien, fyrste af Salerno og lensherre over Sicilien. Hans succes skyldtes ikke blot evnerne som hærfører, men også hans alliance med pavedømmet. Hans dominerende fremfærd gav anledning til flere oprør fra normanniske landsmænd, også i hans egen familie, men når ydre fjender truede, stod de forskellige grene af Hauteville-slægten altid sammen. Han underlagde sig store landområder, men havde sjældent tid til at organisere administrationen af dem. I beretningen om den normanniske erobring af Syditalien er Robert Guiscard helten og krigeren, mens hans nevø Roger 2. af Sicilien står som den store statsmand og organisator. Robert de Hauteville dit Robert Guiscard - « le Rusé » - (Italien : Roberto d'Altavilla, Roberto il Guiscardo ; Latin : Robertus de Altavilla, Robertus cognomento Guiscardus), né vers l'an 1020, mort le 17 juillet 1085, duc d'Apulie et de Calabre, est l'un des plus célèbres aventuriers normands issus du duché de Normandie qui s'illustrèrent en Méditerranée. À partir de 1057, il continua la conquête de l'Italie méridionale sur les Byzantins avant d'entamer celle de la Sicile musulmane à partir de 1061 en compagnie de son frère cadet Roger. Ensemble, ils jetèrent les fondations du futur royaume de Sicile. Origines Robert Guiscard est le fils de Tancrède de Hauteville (Robertus Tancredi de Altavilla filius), petit seigneur normand sans fortune de la région de Coutances, dans l'ouest du duché de Normandie et de sa seconde épouse Frédésende, qui passe parfois pour être une fille du duc Richard II de Normandie. Selon le chroniqueur d'origine normande Geoffroi Malaterra, Tancrède de Hautevillle fait partie de la noblesse du duché sans être cependant l'un des principaux seigneurs. Selon la princesse byzantine Anne Comnène, Robert Guiscard est d'obscure origine. Du Moyen Âge au xixe siècle, on a voulu donner à la famille Hauteville d'illustres origines. Selon l'historien italien Ptolémée de Lucques, Tancrède de Hauteville est un descendant du chef viking Rollon, 1er duc de Normandie, tandis que pour l'érudit sicilien Rocco Pirri, il est l'un des fils du duc Richard II de Normandie ou de son frère Guillaume de Brionne, comte d'Hiémois. Le théologien danois Erik Pontoppidan, fait de Tancrède de Hauteville un fils du duc Richard III de Normandie. Pour l'historien allemand Johann Christoph Gatterer, Tancrède est issu d'un proche parent de Rollon. Ces affirmations sans fondement, qui se contredisent entre elles, sont démenties par les textes les plus sûrs et n'ont pour origine que la fantaisie de leurs auteurs. Arrivée en Italie et premières conquêtes Pièce de monnaie à l'effigie de Robert Guiscard À partir de l'an 999 selon la légende, les premiers mercenaires normands, réputés bons guerriers, commencent à servir les ducs et princes lombards et Grecs d'Italie méridionale : quand le duc Serge IV de Naples installe l'un de leurs principaux chefs (Rainulf Drengot) dans la forteresse d'Aversa en 1029 (premier établissement permanent des Normands en Italie), ils commencent à organiser la conquête d'un pays divisé et en proie à l'anarchie. Vers l'an 1035 arrivent en Italie les premiers Hauteville, les frères Guillaume (bientôt surnommé « Bras-de-Fer ») et Drogon, les deux fils aînés de Tancrède de Hauteville ; en à peine quelques années, après avoir servi de mercenaires jusqu'en 1040, ils décident de combattre pour leur compte et entament la conquête de l'Apulie sur l'Empire byzantin. En 1042, Melfi est choisie comme capitale de leur fief d'Apulie (cf. comté d'Apulie) et Guillaume Bras-de-Fer y est élu chef des Normands d'Italie en septembre de la même année. Ce dernier s'auto-proclame bientôt, « roi en Apulie ». En 1044 arrive un autre de leurs nombreux frères, Onfroi qui, avec sa bande, sert ses aînés, puis, environ trois ans plus tard, c'est Robert, le sixième des fils de Tancrède, qui arrive à la tête de cinq chevaliers et trente-cinq fantassins (1046/47). Le château de Melfi Accueilli froidement par son frère Drogon devenu comte d'Apulie depuis peu (après une violente dispute, Drogon mettra brièvement son jeune frère au cachot), Robert est alors dirigé avec sa petite bande armée en Calabre. Il y mène dès lors, à partir de son principal repère de San Marco Argentano, sur les hauteurs du Crati (près de Cosenza), une vie de brigand, connaissant aussi bien la faim, la soif, et la misère, que la fortune, pillant les riches monastères et les églises, volant le bétail, rançonnant la population et détroussant les voyageurs, harcelant les troupes byzantines et semant la terreur dans la région. C'est durant cette période qu'il reçoit son surnom normand de « Guiscard », l'« Avisé », l'« Astucieux ». En même temps que cette vie de bandit, il sert occasionnellement le prince lombard Pandolf IV de Capoue, ainsi que ses frères Drogon puis Onfroi, devenu comte d'Apulie en 1051. Il poursuit sa vie de voleur jusqu'à son mariage vers 1051/52 avec Aubrée de Bourgogne, fille du comte Renaud Ier de Bourgogne[réf. nécessaire], et parente d'un puissant baron d'Apulie servant le duché lombard de Bénévent ; par ce mariage avantageux qui améliore sa condition, il reçoit en dot, l'autorité d'une troupe de quelque deux cents chevaliers normands. En 1053, aux côtés de ses frères et du comte normand Richard d'Aversa, il participe vaillamment à la bataille de Civitate sur le Fortore (près de San Severo), opposant Normands d'Italie et leurs opposants soutenus par le pape Léon IX, tous inquiets des entreprises normandes, des Normands détestés et qualifiés de « nouveaux sarrasins », se montrant de plus en plus pressants, entreprenants, agressifs, et incontrôlables. L’armée papale est sévèrement battue. En 1057, Robert Guiscard succède à Onfroi comme comte d'Apulie, évinçant ses deux jeunes neveux, Abagelard et Herman. Il entreprend alors, en compagnie de son jeune frère Roger, surnommé « Bosso », récemment arrivé en Italie, la conquête totale de l'Apulie, conquête qu'il achève hormis le sud, resté aux mains des Byzantins, notamment avec Bari, qui résiste. Il commence également à s'attaquer à la Calabre pendant que Richard d'Aversa fait main-basse sur la principauté de Capoue qu'il place sous son autorité. Constitution du futur royaume normand La Papauté, en grande difficulté et de plus en plus isolée du fait de sa rupture d'un côté avec le Saint-Empire romain germanique dans l'affaire des Investitures, et de l'autre côté en rupture avec l'Empire byzantin causé par le schisme religieux de 1054, décide alors de reconnaître l'autorité des Normands et d'en faire ses alliés officiels. Aussi à Melfi, haut-lieu normand, le 23 août 1059, le pape Nicolas II officialise leurs possessions en échange du versement d’une rente annuelle et de porter la bannière papale dans leurs guerres. Robert Guiscard devient alors duc d'Apulie, de Calabre et de Sicile. À partir de cette date clef, les Normands ont les mains libres et peuvent maintenant servir l'Église et la Papauté : ils peuvent surtout mieux les servir pour se servir d'elles, et légitimer leurs actions et leurs prises de pouvoir en Italie du Sud et en Sicile. Pendant la quinzaine d'années qui suit, Robert Guiscard fait une série de conquêtes. Il envahit la Sicile avec Roger à partir de février 1061, et ensemble, malgré le peu d'hommes dont ils disposent (rarement plus d'un millier), font la conquête de Messine. La conquête de l'île est lente et difficile, tant par le manque de guerriers normands expérimentés dont Robert et Roger disposent pour pouvoir se battre efficacement sur plusieurs fronts, que par le nombre important de forteresses musulmanes qui quadrillent la Sicile. Notons dans cette conquête de la Sicile (une véritable « croisade » avant l'heure), l'éclatante victoire des Normands en 1063 à Cerami, malgré leur faiblesse numérique face aux « innombrables » troupes musulmanes. Quelques années plus tard, Guiscard, qui a chassé définitivement les Byzantins d'Italie avec la prise de Bari en avril 10716, commence le siège de Palerme par mer, tandis que son frère prend la ville à revers, par voie terrestre (1071) ; la ville, musulmane depuis plus de deux siècles, tombe enfin aux mains des Normands l'année d'après (1072)7. En Italie, le duché d'Amalfi est supprimé en 1073 et les Grecs sont expulsés en grand nombre du sud du pays. La principauté de Salerne appartient déjà à Robert mais en 1076, il assiège et prend la ville, chassant le dernier prince lombard Gisolf, dont il avait épousé la sœur Sykelgaite en 1058. En 1077, Robert Guiscard fait de cette ville riche sa capitale principale. L’attaque normande sur Bénévent, fief papal depuis 1053, alarme et irrite le pape Grégoire VII qui excommunie un temps Guiscard. Mais, pressé durement par l’empereur germanique Henri III, le pape concède au Normand à Ceprano en 1080 tout le sud des Abruzzes sauf Salerne. Guerre byzantine La dernière grande expédition de Guiscard est d’attaquer l’Empire romain d'Orient avec ses vassaux. Son objectif est peut-être, même, de s'emparer de Byzance. En effet, les Normands détestent les Byzantins, qu'ils trouvent trop « efféminés », et l'ambitieux Normand songe à prendre la capitale de l'Empire espérant se saisir du trône du basileus, prenant dès lors la cause de Michel VII qui a été déposé en 1078. De plus, l'une de ses filles, Hélène, était fiancée au fils de Michel VII, Constantin Doukas, avant le renversement de sa famille. Il s'embarque donc avec 16 000 hommes (des troupes en majorité non-normandes) en mai 1081 et en février 1082, il occupe Corfou et Durazzo, après avoir infligé une lourde défaite à l’empereur Alexis Comnène (octobre 1081). Cependant il est rappelé à l’aide par le pape Grégoire VII, assiégé par l’empereur germanique Henri IV en juin 1083, et doit retourner en Italie, laissant le commandement à son fils aîné Bohémond. Sac de Rome et mort de Robert Guiscard Tombeau familial des Hauteville, dans l'abbaye de la Trinité de Venosa Marchant vers le nord avec 36 000 hommes, quasiment tous des mercenaires musulmans9, il entre dans Rome et force l'empereur germanique, pris de court, à se retirer. Cependant, un mouvement de panique gagne les citoyens romains, provoquant trois jours de mise à sac total de la ville en mai 1084, probablement le pire saccage que la « Ville éternelle » avait connu. Aux cris de « Guiscard ! », « Guiscard ! », les troupes normandes mettent la cité à feu et à sang. La populace est massacrée et les femmes sont violées, les plus jeunes et les plus belles prises et emmenées en esclavage, destinées à finir dans les bordels des territoires normands, ou dans des harems. Le pape, lui-même épouvanté, quitte la ville pour aller se réfugier en lieu sûr, dans la forteresse de Salerne. Durant ce temps, Bohémond, un temps maître de la Thessalie, perd les terrains conquis en Grèce. Robert, revenant pour les reprendre, réoccupe Corfou et l'île de Céphalonie, avant d'y décéder de fièvre et de dysenterie (typhoïde) le 17 juillet 1085. Son cœur et ses entrailles sont prélevés, et son corps embaumé est ramené en Apulie. Lors du voyage, le cercueil tombe à l'eau et on peine à le récupérer. Il est inhumé dans l'Abbaye de la Trinité de Venosa, sépulture familiale des Hauteville, endroit qu'il avait lui-même choisi et où il avait installé les dépouilles de ses frères aînés. Son fils Roger, né de son mariage avec Sykelgaite, lui succède, favorisé par cette dernière, alors que Bohémond est écarté de l'héritage paternel, devant se contenter de la cité de Tarente et de son duché. Description Nous connaissons une description partielle de Robert Guiscard : « […] il était de très haute stature, large et robuste, les cheveux blonds, un teint coloré et des yeux d'un bleu très clair, la voix puissante, un regard vif mais qui inquiète […] ». (Anne Comnène) Le chroniqueur d'origine normande Guillaume de Pouille nous a laissé l'histoire de Robert Guiscard dans son ouvrage intitulé Geste de Robert Guiscard (Gesta Roberti Wiscardi), narrant notamment les aventures normandes en Méditerranée de 1016 à 1085, et l'ascension de Guiscard.